Stor overraskelse og straffespark afgjorde årets pokalfinaler.

September 23, 2019

Herresenior Protreatment (7A1) – Verisure (Kval 3) 3-3 (1-2) Forl.0-0, str.spark 5-6, samlet 8-9
Tilskuere: 35

I Herresenior kom Protreatment hurtigt foran, men et par hurtige kontrastød og Verisure var foran 2-1 ved pausen. Efter pausen blev det 3-1 inden Protreatment med to mål i de sidste 12 minutter, sikrede 3-3 og forlænget spilletid. Ingen mål men masser af chancer i den forlængede spilletid, og vi måtte ud i straffespark, som begge hold udnyttede på deres fem første spark.
Verisure scorede på deres sjette mens deres målmand i fin stil, nappede Protreatments sjette spark og dermed kan Verisure nu kalde sig pokalvindere.

Oldboys Thomas Cook (SOB Ligaen) – Cosa Nostra (Oldboys Ligaen) 1-1 (0-1) Forl. 1-0, samlet 2-1
Tilskuere: 5

I Oldboys var det en gentagelse af sidste års finale mellem Cosa Nostra og Thomas Cook. Sidste år kom Thomas Cook foran og tabte. I år kom Cosa Nostra foran efter syv minutter, og aldersforskellen lå igen til at blive afgørende. Selv to advarsler til Cosa Nostra i første halvleg blev ikke udnyttet af Thomas Cook, og det lignede endnu en af deres utallige finaler, uden gevinst. Men – med syv minutter tilbage lykkedes det Thomas Cook i bedste Ole Madsen stil, at udligne, så ligesom i Herresenior, måtte vi også hér i forlænget spilletid.
Hér var dér chancer nok til at afgøre kampen, men ind ville bolden ikke, og det lignede straffesparkskonkurrence, da viseren på dommerens ur vandrede ud på sidste omgang.. og med blot 30 sekunder tilbage, på et tørt hug udefra, bankede Thomas Cook bolden i kassen og til stor overraskelse sikrede sig pokaltriumfen.